Advarslen kommer fra præsident Barack Obama, mens han lørdag holder sit første officielle valgmøde i Ohio, som er en af de såkaldte svingstater ved præsidentvalget den 6. november.
Han advarer imod, at Romney vil gennemføre nogle af Republikanernes "dårlige idéer", såsom at skære ned på socialområdet og bevare de skattelettelser til USA's rigeste, som Obamas forgænger - George W. Bush - indførte.
- Ohio, det siger jeg jer, vi kan ikke give ham den chance. Dette er ikke bare endnu et valg, det er knald eller fald for middelklassen. Vi har været igennem alt for meget til, at vi kan vende om nu, siger han.
Dermed slår præsidenten tonen an for den valgkamp, hvor fokus i meget høj grad vil være på økonomien.
- Vi skruer ikke tiden tilbage, vi bevæger os fremad, siger Obama i et forsøg på at overbevise vælgerne om, at det skrøbelige økonomiske opsving ikke er ved at bukke under igen.
Præsidenten minder de mange fremmødte ved valgmødet i byen Columbus om, at USA befandt sig i den værste økonomiske krise siden 1930'erne, da han tiltrådte i januar 2009.
- Vi gav ikke op. Vi giver ikke op, og sammen kæmper vi os tilbage igen, siger Obama og fortsætter:
- Krisen var flere år under opsejling, og økonomien er stadig i modvind. Det kræver en vedvarende og vedholdende indsats fra både jer og mig, inden Amerika kommer helt igennem.
Meningsmålinger viser, at Obama på landsplan med 47 procents opbakning har en føring på tre procentpoint over Romney, der står til 44 procent af stemmerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned