Obama gør kur til erhvervslivet

USA's præsident, Barack Obama, gør kur til det amerikanske erhvervsliv. Han lover at mindske bureaukrati og lægge fundamentet for innovation, der skal "gøre USA til det bedste sted på jorden at gøre forretninger".

I en tale til erhvervslivet i Det Amerikanske Handelskammer understregede Obama dog også, at regeringen og erhvervslivet har et fælles ansvar for, at profitten fra virksomhederne når ud til den amerikanske arbejderklasse og ikke kun topcheferne.

- Jeg er her i dag, fordi jeg er overbevist om, at vi kan og skal arbejde sammen, siger Obama.

- Lige meget hvilke uenigheder vi måtte have, så ved jeg, at vi deler en dyb tro i dette land - en tro på vort folk og de principper, som har gjort hele verden misundelig på USA's økonomi, siger han.

"Jeg forstår det", sagde Obama om erhvervslivet fokus på at mindske udgifterne og imødekomme forventninger fra aktionærerne i kølvandet på finanskrisen.

- Men samtidig med at vi arbejder på at gøre USA til et bedre sted at lave forretninger, så må I spørge jer selv, hvad I kan gøre for USA, siger Obama.

- Spørg jer selv, hvad I kan gøre for at ansætte flere amerikanske arbejdere, hvad I kan gøre for at støtte den amerikanske økonomi og investere i denne nation, siger han.

Den amerikanske præsident har forsøgt at række hånden ud til erhvervslivet, siden Demokraterne tabte midtvejsvalget i november og samtidig mistede sit flertal i Repræsentanternes Hus.

/ritzau/AFP

USA's præsident forsøgte mandag at række hånden ud til det amerikanske erhvervsliv i en tale.

Offentliggjort Sidst opdateret