Obama: Ingen radioaktive udslip i Japan

USA's præsident, Barack Obama, siger, at Japans regeringschef har forsikret ham om, at der ikke er tegn på læk fra atomkraftværker i forbindelse med jordskælvet i landet fredag.

Obama siger, at specifikt spurgte til sikkerheden på de japanske kraftværker, da han talte i telefon med Japans premierminister, Naoto Kan, om det voldsomme jordskælv.

- Han forklarede, at de følger situationen meget tæt. Indtil videre har de ikke set beviser for radioaktive lækager, men man må selvklart tage alle potentielle forholdsregler, forklarede Obama på en pressekonference.

USA havde tidligere fredag transporteret kølevæske til det japanske atomkraftværk Fukushima i forbindelse med skælvet. Dog kunne Verdens Nukleare Sammenslutning senere meddele fra London, at situationen var under kontrol på det japanske anlæg.

- Vi forstår, at denne situation er under kontrol, sagde en talsmand for sammenslutningen.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, siger, at det amerikanske luftvåben bragte "nogle virkeligt vigtige" kølemidler til det japanske atomkraftværk.

- Et af de japanske atomkraftværker blev udsat for meget massivt pres, og der var ikke nok kølemiddel, fremhæver Hillary Clinton.

Efter skælvet kørte nødkølesystemet på atomkraftværket ifølge japanske oplysninger kun på batteri.

- I allerværste fald kunne der derfor være fare for en kernenedsmeltning, sagde Sven Dokter fra Selskabet for Sikkerhed ved Atomanlæg og Reaktorer til det tyske nyhedsbureau DPA.

De japanske myndigheder har af sikkerhedsgrunde evakueret omkring 3000 mennesker fra området, hvor der ikke er påvist radioaktivt udslip.

/ritzau/AFP

USA hastede fredag kølevæske til et atomkraftværk i Japan, men præsident Obama siger, at faren er drevet over.

Offentliggjort Sidst opdateret