Obama intensiverer kampen mod olieudslip

Ingeniører forsøgte endnu en gang lørdag at sætte en prop i den løbske olieboring, der i snart halvanden måned har sendt råolie ud i Den Mexicanske Golf. Forsøget kom dagen efter, at USA's præsident, Barack Obama, besøgte katastrofeområdet og lovede at stå de ramte bi.

Mens olieselskabet BP appellerede om tålmodighed under forsøget med en ny "top-kill"-operation for at standse det massive olieudslip, lovede præsident Obama at "fortsætte med at gøre, hvad der skal til for at hjælpe amerikanere, der har fået deres liv vendt op og ned af udslippet".

Klædt i vandrestøvler og med ærmerne smøget op beordrede den amerikanske præsident antallet af arbejdere, der forsøger at rense op langs USA's sydlige kyster efter udslippet, tredoblet.

Det var Obamas andet besøg til kystområderne i Louisiana efter den eksplosion 20. april, der fik boreplatformen Deepwater Horizon til at synke og sætte gang i olieudslippet.

- Jeg tror, det vigtigste her er at udvise tålmodighed, siger BP's operationschef, Doug Suttles, og fortæller, at det nye forsøg på at få sat en prop i olieboringen kan tage mellem 24 og 48 timer.

BP benytter fjernstyrede undervandsbåde til at pumpe tunge borevæsker ned i hullet i håb om at bremse udslippet længe nok til, at ingeniører kan forsegle boringen med cement.

- Der vil være et tidsrum, hvor vi pumper. Der vil være tidsrum, hvor vi vurderer resultaterne af denne pumpeaktivitet. Der vil være tidsrum, hvor vi faktisk pumper det, vi kalder "junk" ind, forklarer Suttles.

New York Times skriver lørdag, at operationen er kendetegnet af "en åbenbar mangel på fremskridt". Avisen påpeger, at ansvarlige har sagt, at de vil fortsætte bestræbelserne i endnu 48 timer, inden de opgiver og overvejer andre muligheder.

/ritzau/AFP

BP forsøger i weekenden endnu en gang at sætte en prop i den løbske boring i Den Mexicanske Golf.

Offentliggjort Sidst opdateret