Der kommer en tidsplan for tilbagetrækning af de amerikanske soldater fra Afghanistan, når præsident Barack Obama natten til onsdag dansk tid præsenterer en ny strategi for det militære engagement i landet.
Det skriver dagbladet New York Times.
Obama vil i talen ikke kun åbne for udstationering af yderligere 30.000 amerikanske soldater. Han vil også sætte et mål om gradvist at overdrage ansvaret for afghansk sikkerhed til det afghanske politi og militær, rapporterer avisen.
En regeringsembedsmand ønsker ikke at røbe Obamas tidsplan over for New York Times, men oplyser:
- Han vil gerne give et klart indtryk om både tidsplanen for handling, og hvordan krigen i sidste ende kan afvikles, siger embedsmanden.
Barack Obama er under stærkt pres fra dele af sit eget Demokratiske Parti for at beskrive, hvordan USA kan afslutte tilstedeværelsen i Afghanistan. Omvendt advarer en fløj hos Republikanerne imod at sætte en bestemt frist for den endelige tilbagetrækning.
Andre embedsmænd siger til New York Times, at Obama formentlig vil sige, at der vil være amerikanske soldater i Afghanistan i lang tid fremover. Formålet med denne melding er at berolige Pakistan, der kan frygte for et magtvakuum, som rivalen Indien vil udnytte, hvis USA hurtigt forsvinder fra regionen.
Barack Obama præsenterer den nye strategi efter adskillige ugers overvejelser. Der er delte meninger internt i Det Hvide Hus om, hvor mange ekstra soldater USA skal udstationere i Afghanistan på kort sigt. General Stanley McChrystal, kommandant for styrkerne i Afghanistan, beder om 40.000 mand.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie