Obama: Kongreskvinde i live

Gabrielle Giffords, kongreskvinde for delstaten Arizona, og ni andre personer blev ramt af skud, da en mand lørdag åbnede ild på et politisk møde i Tuscon, Arisona.

USA's præsident, Barack Obama, tager afstand fra det "meningsløse" angreb, og siger, at flere af dem, der er blevet ramt af skud, er døde.

- Vi ved, at nogle er døde, og at kongreskvinde Giffords er alvorligt såret, hedder det i en erklæring fra Obama.

Den landsdækkende radiostation NPR oplyste kort efter skudepisoden, at den 40-årige Giffords og seks andre var døde af de skudsår, de havde pådraget sig. NPR henviste til oplysninger fra det lokale sherifkontor.

Efterfølgende oplyste det hospital, Giffords var blevet indbragt på, at kongreskvinden var i live.

- Hun er i øjeblikket på operationsbordet. Hun er blevet ramt af skud i hovedet, sagde Darci Slaten, talskvinde for hospitalet, University Mecical Center, til CNN.

Hun oplyste samtidig, at ni andre personer er blevet indbragt på hospitalet med skudsår.

Manden, der åbnede ild, er blevet pågrebet, oplyser flere amerikanske medier. Der er tale om en 21-årig mand. Hans motiv til skyderiet er ukendt.

Gabrielle Giffords, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus for Arizona, blev skudt, da hun talte ved et vælgermøde uden for et butikscenter i Tuscon.

Giffords er gift med den amerikanske astronaut Mark Kelly.

/ritzau/Reuters

Kongreskvinde Gabrielle Giffords og 11 andre ramt af skud under politisk møde i Arizona.

Offentliggjort Sidst opdateret