Obama kritiserer republikanere for nøl

USA's præsident, Barack Obama, tog lidt tid fri fra sin ferie torsdag, da han langede ud efter republikanerne for bevidst at forsinke et lovforslag, der skal sætte skub i skabelsen af flere arbejdspladser i USA.

Det sker samtidig med, at nye tal viser, at antallet af ledige i landet stiger.

- Der er tidspunkter, hvor demokrater og republikanere har forskellige meninger om, hvad der er bedst for landet. Der er tidspunkter, hvor ærlige folk er uenige i en god tro, siger Obama.

- Men dette her er ikke et af de tidspunkter.

Obama henviser til republikanernes brug af parlamentariske kneb, der gør, at afstemningen af det omtalte lovforslag aldrig når til afstemning.

Lovforslaget sigter mod at skabe en fond på 30 milliarder dollar (174 milliarder kroner), der igennem banker skal sprøjtes ind i små virksomheder. Virksomhederne vil samtidig få et skatteløft på omkring 12 milliarder dollar over de kommende 10 år.

- Det er en blokering, der står i vejen for de små virksomhedsejere, der ikke kan få lån og skattelettelser og blomstre op. Det er blokering, som trodser almindelig sund fornuft, siger Obama.

Barack Obama mener, at republikanerne nøler med at få forslaget stemt videre på grund af det amerikanske midtvejsvalg til november, hvor det ser ud til, at demokraterne får en valglussing. Det er især den økonomi krise og den høje ledighed på omkring 10 procent, der presser demokraterne.

Mister demokraterne det politiske flertal, vil republikanerne kunne sparke lovforslaget ud af den politiske arena.

Tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium viser, at i alt 500.000 nye arbejdsløse søgte understøttelse fra staten i sidste uge - en stigning fra 488.000 ugen inden og tredje uge i træk med en stigning i antallet af arbejdsløse.

Det er flere end de 476.000, økonomerne havde regnet med i deres prognoser.

/ritzau/AFP

Barack Obama langer ud efter republikanerne for at forsinke et lovforslag, der skal sætte fut på jobmarkedet hos mindre virksomheder.

Offentliggjort Sidst opdateret