Obama lover: Iran får ingen atomvåben

Styret i Teheran får ikke mulighed for at udvikle dødbringende atombomber, hvis Barack Obama får fire år mere i Det Hvide Hus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder løftet fra præsidenten, der natten til tirsdag dansk tid debatterer med modstanderen Mitt Romney om aktuelle udenrigspolitiske emner i den tredje og sidste direkte tv-duel.

- Så længe jeg er præsident, vil Iran ikke få atomvåben, lover Obama.

Den 51-årige præsident bakker samtidig op om Israel, hvis Iran skulle finde på at rette våbnene mod landet i Mellemøsten.

- Israel er en sand ven. Det er vores største allierede i regionen, og vi står bag Israel, hvis de bliver angrebet, siger præsidenten.

Heller ikke Romney vil acceptere, at Iran bliver en atommagt. Han understreger dog, at en militær aktion mod Iran er den absolut sidste løsning.

Vesten frygter, at hensigten med atomprogrammet er at udvikle atomvåben. Iran har afvist påstanden og siger, at det udelukkende tjener fredelige formål.

Tidligere forhandlinger mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd (USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien) samt Tyskland er endt uden resultater.

USA og EU-landene forsøger at presse styret i Teheran gennem stadig strammere sanktioner rettet mod at svække Irans økonomi. Blandt andet ved at afskære landet fra de internationale finansmarkeder og forbyde import af iransk olie og gas.

Romney kritiserer i nattens tv-duel præsidenten for ikke at strammet skruen kraftigt nok over for det iranske præstestyre.

- Jeg mener, at Iran er kommet fire år tættere på at udvikle en atombombe, lyder anklagen fra republikaneren.

Romney ønsker endnu hårdere sanktioner, mens Obama forsvarer sig med, at USA allerede har foretaget de strammeste sanktioner nogensinde.

I weekenden skrev New York Times på baggrund af flere anonyme regeringskilder, at USA og Iran var nået til enighed om at sætte sig til forhandlingsbordet om det omstridte iranske atomprogram - det første møde nogensinde på tomandshånd.

Det Hvide Hus var hurtigt ude og afkræfte nyheden, og Obama understreger i nattens debat: Iran og USA har ikke aftalt et atommøde.

/ritzau/