USA's præsident Barack Obama har inviteret Israels premierminister Benjamin Netanyahu på besøg i Det Hvide Hus i Washington tirsdag for at drøfte fredsforhandlingerne i Mellemøsten.
Invitationen blev overleveret til Netanyahu af den besøgende amerikanske mellemøstudsending George Mitchell i forbindelse med et møde i Jerusalem søndag, oplyser Netanyahus kontor.
Netanyahu, der har provokeret den amerikanske regering ved at ville fortsætte Israels bosættelsesplaner i Østjerusalem, var senere søndag på vej til USA for at mødes med amerikanske embedsmænd og jødiske ledere.
Nogle timer inden mødet med Mitchell gentog Benjamin Netanyahu, at Israel ikke har nogen planer om at ændre byggeplanerne i Østjerusalem.
- Vi fører den samme Jerusalem-politik, som alle israelske regeringer har gjort i de seneste 42 år. At bygge i Jerusalem er det samme som at bygge i Tel Aviv, sagde Netanyahu.
Stridens kerne er de 1600 boliger, som Israel har planer om at opføre i Østjerusalem. Byggeplanerne er blevet hårdt kritiseret af både USA og resten af den såkaldte Mellemøstkvartet, der foruden USA består af EU, FN og Rusland.
Kvartetten stillede fredag en række krav til israelerne, som blandt andet går ud på at indstille bosættelsesaktiviteten samt en afvikling af alle bosættelser, der er etableret siden 2001.
Ud over det opfordres både israelere og palæstinensere til at genoptage de fastlåste fredsforhandlinger.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde