Obama nægter at støtte demokratiske våbentilhængere
I et borgermøde mødte præsident Barack Obama natten til torsdag 100 tilhængere og modstandere af våbenloven.
I et sjældent set borgermøde mødte den amerikanske præsident, Barack Obama, i en tv-transmitteret debat natten til fredag dansk tid omkring 100 "almindelige amerikanere" til en snak om den amerikanske våbenlovgivning.
Debatten var arrangeret af tv-stationen CNN og fandt sted på George Mason University i byen Fairfax i delstaten Virginia.
Her fortalte præsidenten om sin indsats for at reducere de mange drab, der bliver begået med skydevåben i landet.
Obama afviste samtidig forestillingen om, at hans nye stramninger af våbenloven er et forsøg på at fratage amerikanerne deres forfatningsmæssige ret til at eje våben.
Han påpegede desuden, at han ikke har tid nok tilbage i præsidentembedet til at fjerne USA's 350 millioner skydevåben.
- Jeg er her kun et år endnu. Og husk på at jeg har været præsident i syv år - i den tid synes salget af våben ikke at være gået nedad, sagde han ifølge AFP.
En af de tilstedeværende var Taya Kyle. Hun er enke til den skuddræbte soldat Chris Kyle, som filmen "American Sniper" er baseret på.
Hun fortalte præsidenten, at hun ikke mener, yderligere stramninger af våbenloven vil fungere, og at det kun vil straffe ofrene.
- De love, der bliver lavet, kan desværre ikke forhindre disse forfærdelige ting i at ske. Og det er en meget stor pille at sluge, sagde hun.
I en klumme, der blev lagt ud på The New York Times' hjemmeside på samme tid som debatten på CNN, understreger Barack Obama, at han ikke vil støtte demokratiske præsidentkandidater, der er imod en strammere våbenlovgivning.
- Jeg vil hverken støtte eller stemme for nogen kandidat, selv ikke fra mit eget parti, som ikke støtter en reform af lovgivningen, skriver Obama i The New York Times.
Tirsdag præsenterede Barack Obama en række stramninger af våbenloven. Blandt andet skal alle våbenhandlere fremover foretage et baggrundstjek af køberen, hvad enten våbnet bliver solgt på en messe, i en forretning eller over internettet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet