USA's præsident, Barack Obama, fordømte tirsdag drabet på lederen af Afghanistans Høje Fredsråd, tidligere præsident Burhanuddin Rabbani, og forsikrede, at selvmordsattentatet ikke vil få amerikanerne til at ændre kurs i landet.
Samtidig mødtes Afghanistans præsident, Hamid Karzai, med Obama i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.
Lige inden samtalerne mellem de to sagde Karzai, at drabet på Rabbani "ikke vil afskrække os" fra at søge en fredsløsning i Afghanistan.
Rabbani, som havde fået til opgave at forsøge at finde en politisk fredsløsning med Taliban, blev dræbt i sit hjem i Kabul tirsdag.
Drabet på Rabbani betyder, at Karzai afkorter sit besøg i New York. Efter samtalerne med Obama ventes han at haste tilbage til Afghanistan.
Det er ikke umiddelbart klart, hvordan en selvmordsterrorist kunne komme tæt på Rabbani.
Han havde møde med to medlemmer af Taliban, da attentatet fandt sted.
Rabbani var tidligere leder af det magtfulde mujahideen parti under den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1980'erne.
Han fungerede som præsident i de urolige 1990'ere, da mujahedinfraktioner var i væbnede opgør om kontrollen med landet, efter at Sovjetunionen havde trukket sig ud.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker