USA's præsident, Barack Obama, og hans russiske kollega, Dmitrij Medvedev, vil diskutere en ny Start-aftale, der skal begrænse deres arsenal af atomvåben, i København.
Det siger amerikanske embedsmænd torsdag til det franske nyhedsbureau AFP. Mødet skal finde sted på sidelinjen, mens COP15-mødet er i sin afsluttende fase.
Meldinger fra Washington tyder på, at russerne og amerikanerne kan nå at aftale dokumentets hovedindhold på tomandsmødet i den danske hovedstad.
- Hvis præsidenterne er i stand til at blive enige om de resterende problemstillinger angående efterkontrol, så er det muligt at indgå en principiel aftale. Det kræver dog stadig, at forhandlingsholdene færdiggør arbejdet, siger en unavngiven amerikansk embedsmand.
USA og Rusland har ført intense forhandlinger i Geneve på det seneste, da den gamle Start-nedrustningsaftale udløb formelt 5. december. Begge parter siger dog, at den gamle traktat fortsat vil gælde, indtil Medvedev og Obama kan undertegne en ny aftale.
Russernes udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at amerikanerne har trukket tiden på det seneste.
- I løbet af de sidste par dage har vi noteret os et nedsat arbejdstempo hos USA's forhandlere i Geneve, siger Lavrov.
Ifølge amerikanske kilder forventer man imidlertid, at en ny nedrustningsaftale kan underskrives mod årets slutning.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned