Obama og Medvedev på burgerbar

Barack Obama og Dmitrij Medvedev lod torsdag formaliteter være formaliteter ved det amerikansk-russiske topmøde i Washington. De to præsidenter sneg sig ud af Det Hvide Hus og kørte et smut til Obamas foretrukne burgerbar.

I samme skudsikre limousine begav Obama og Medvedev sig fra Det Hvide Hus til Washington-forstaden Arlington for at besøge fastfood-restauranten Ray's Hell-Burger.

Den uformelle udflugt symboliserer det øgede venskab mellem de to ledere. Besøget på burgerbaren blev klemt ind mellem et møde i Det Ovale Værelse og en fælles pressekonference.

Obama og Medvedev sludrede med burgerbarens personale og bestilte selv deres mad ved disken. Derefter satte de sig i samme lille bås og spiste hver en burger.

Medvedev indledte torsdag et tredages besøg i USA. Det amerikansk-russiske topmøde har til formål yderligere at bedre forholdet mellem USA og Rusland og styrke samarbejdet på det økonomiske og højteknologiske område. Det er syvende gang Obama og Medvedev møder hinanden.

/ritzau/AFP

Obama tager den russiske præsident med på sin foretrukne burgerbar i Washington, Ray's Hell-Burger.

Offentliggjort Sidst opdateret