På et kritisk tidspunkt i forholdet mellem USA og Israel møder præsident Barack Obama tirsdag premierminister Benjamin Netanyahu i Det Hvide Hus.
For begge mænd er det vigtigt at vise, at deres tidligere uenighed om fredsprocessen i Mellemøsten er uenighed mellem venner.
Ved deres seneste møde i marts fik Netanyahu en kølig modtagelse. Obama mente, at den israelske bosættelsespolitik arbejdede imod hans overordnede plan om en selvstændig palæstinensisk stat.
Der var efterfølgende ingen fælles pressekonference, og præsidenten bød ikke sin gæst på middag.
Der er ikke høje forventninger til, at mødet denne gang vil føre til større enighed.
Der var allerede planlagt et møde i starten af juni, men det blev aflyst, da Israel angreb en nødhjælpskonvoj, der var på vej til Gaza.
Blandt de punkter, der muligvis kommer op, er Israels atomvåben. Israel har ikke underskrevet ikke-spredningstraktaten NPT, og Obama har tidligere signaleret, at han vil presse Israel til at underskrive aftalen.
Israel har aldrig officielt benægtet eller bekræftet, at det råder over atomvåben. Hvis landet underskriver NPT-aftalen, forpligter det sig til internationale inspektioner af dets atomanlæg.
Netanyahu vil forsikre Obama om, at han er klar til at gå videre i forhandlingerne med palæstinenserne, der indtil videre finder sted med USA som mellemmand.
- Jeg er klar til at møde præsident Abbas i dag og i morgen og dagen efter hvor som helst, sagde Netanyahy i sidste uge om den palæstinensiske præsident.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde