USA's præsident, Barack Obama, beslutter i løbet af de kommende dage, om han kommer til København i december for at deltage i FN's klimatopmøde, COP15.
Samtidig vil USA på topmødet præsentere mål for at begrænse udslip af klimagasser, oplyser en højtstående embedsmand mandag.
Han ville ikke nævne konkrete tal, men understreger, at begrænsningsforslaget skal være realistisk i forhold til den lovgivning, der er på vej gennem den amerikanske Kongres.
USA når ikke at få en ny klimalov på plads inden topmødet i København den 7.-18. december. Men det lovforslag, der er vedtaget i Repræsentanternes Hus, indebærer, at USA inden 2020 skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med 17 procent i forhold til niveauet i 2005 og med 83 procent i 2050.
Senatets version er lidt mere ambitiøs og vil have en 20 procents nedskæring inden 2020.
Tidligere mandag kom der fornyet pres på Obama, da EU's miljøministre mødtes i Bruxelles. Her opfordrede FN's klimachef, Yvo de Boer, USA til at komme med konkrete forslag.
- Min fornemmelse er, at Obama vil være i stand til at komme til København med et mål og et økonomisk bidrag, lød det fortrøstningsfuldt fra de Boer.
Indtil videre har 65 stats- og regeringsledere meldt deres deltagelse i topmødet. Men ingen af verdens to største udledere af CO2 - Kina og USA - har endnu bekræftet, hvorvidt deres øverste politiske ledere deltager.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker