Obama: Politiet må acceptere vrede over teenagedrab
Politiet i Ferguson i den amerikanske delstat Missouri må acceptere den frustration og vrede, der er opstået, efter at politiet lørdag skød og dræbte en ubevæbnet afroamerikansk teenager.
Det siger den amerikanske præsident, Barack Obama, efter fire nætter med voldelige demonstrationer i den amerikanske by.
- Der er aldrig en undskyldning for vold mod politiet. Der er heller ingen undskyldning for dem, der vil bruge denne tragedie som en undskyldning for vandalisme eller plyndringer.
- Men der er heller ingen undskyldning for politiet til at gøre overdreven brug af magt mod fredelige demonstranter eller at smide demonstranter i fængsel, der lovligt udøver deres ret til at demonstrere, siger han i en tale.
Natten til torsdag affyrede politiet i Ferguson, der er en forstad til St. Louis, tåregas og brugte chokgranater og røgbomber for at sprede flere hundrede demonstranter, der er vrede over, hvad de ser som et racistisk overgreb fra politiets side.
Der har været plyndringer, og 50 er anholdt siden weekenden.
Drabet på den ubevæbnede 18-årige Michael Brown har fået landsdækkende bevågenhed, og Barack Obama opfordrer nu myndighederne til at vise gennemsigtighed i deres arbejde med sagen.
- Det er nu tid til at hele. Det er nu tid til fred og ro på gaderne i Ferguson.
- Det er tid til en åben og gennemsigtig proces, så retfærdighed kan ske fyldest, siger præsidenten.
Barack Obama understreger samtidig, at han har bedt justitsministeriet og FBI om uafhængigt at efterforske sagen.
Det står endnu ikke helt klart, hvad der skete den lørdag, da Michael Brown døde.
Politiet siger, at den unavngivne betjent inden skyderiet kom i klammeri med teenageren, og at betjenten er indlagt på hospitalet med en hævelse i ansigtet. Den fik han, da teenageren forsøgte at tage hans pistol.
Øjenvidner har en anden historie.
Et øjenvidne siger til amerikanske medier, at han fulgtes med Michael Brown, og at den 18-årige rakte hænderne i vejret og ikke sloges med betjenten. Han fortæller, at politimanden skød Brown flere gange gennem hovedet og brystet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker