Præsident Barack Obama lægger pres på ledere fra USA's førende banker for at få dem til at hjælpe med at få mere dynamik ind i den amerikanske økonomi. Det sker, efter at den finansielle sektor fik "ekstraordinær hjælp" fra skatteborgerne under finanskrisen.
- USA's banker modtog ekstraordinær hjælp fra de amerikanske skatteydere, da de skulle genopbygge deres virksomheder, og nu, hvor de er på benene igen, forventer vi et ekstraordinær engagement fra deres side i genopbygningen af vores økonomi, siger Barack Obama.
Præsidenten mener, at bankerne har en forpligtelse til at yde større kredit til både erhvervsdrivende og private, da det kan hjælpe med at skabe nye job.
Obama, der mandag havde møder med topledere fra de store banker i Det Hvide Hus, opfordrer indtrængende selskaber i finansverdenen til at støtte den nye lovgivning, som skal sikre mere regulering i sektoren.
- Nogle banker har taget "mindre positive skridt" frem mod en forbedret politik med udlån, men det er nødvendigt, at der sker mere, siger den amerikanske præsident ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Obama siger ligeud, at han er klar til at bekæmpe de bankchefer, der modsætter sig regulering og lovgivning mod urimelige udlånsvilkår.
- Hvis de ønsker at kæmpe mod forbrugerlovgivning, der udspringer af sund fornuft, så er det en kamp, som jeg er mere end villig til tage, siger Obama.
Præsidenten har gjort det klart, at reformer i den finansielle sektor er til gavn for hele landet og dermed også for finansindustrien, hvor misbrug og overdrivelser må undgås.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde