Obama raser over oliekatastrofe

Den amerikanske præsident Barack Obama er rasende.

Årsagen er den historisk store oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf, hvor mange millioner liter råolie siden 20. april er strømmet ud i havet ud for den amerikanske kyst.

- Jeg er rasende over hele situationen. Det her er noget, hvor det ser ud til, at nogen ikke har gennemtænkt konsekvenserne af deres handlinger, siger Obama i et interview med tv-stationen CNN. Han understreger dog samtidig, at det lige nu ikke hjælper at være sur.

- Det ville være fedt bare at bruge en masse af min tid på at skælde ud på folk, men det er ikke det, der er mit job - det er at løse problemet, siger Obama.

Obama er i USA blevet kritiseret for ikke at håndtere oliekatastrofen ordentligt og være handlesvag.

Præsidenten rejser senere på måneden til Indonesien og Australien. Turen er blevet udskudt en gang, men Obama får hug for udlandsrejsen, da han ifølge kritikerne ikke holder sit løfte om, at oliekatastrofen er hans højeste prioritet.

I det Det Hvide Hus afviser talsmand, Robert Gibbs også, at Obama ikke har lagt nok kræfter i at løse katastrofen:

- Hvis det at hoppe op og ned og skrige i arrigskab ville stoppe en prop i hullet på oliebrønden, så ville vi have gjort det for fem-seks uger siden, siger Gibbs.

Adspurgt på CNN om Obama stadig er glad for sit job på trods af alle udfordringerne, svarer Obama, at han stadig ser det som det bedste job i verden.

- Det er et ekstraordinært privilegium at kunne vågne op hver dag og vide, at du har mulighed for at arbejde for det amerikanske folk og gøre deres liv en lille smule bedre, siger Obama.

/ritzau/AFP

USA's præsident, Barack Obama, er rasende over den massive oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf. Men det hjælper ikke noget med vrede nu, tilføjer han.

Offentliggjort Sidst opdateret