Obama: Robin Williams var en helt særlig mand
Den 63-årige nu afdøde skuespiller Robin Williams har rørt mange mennesker gennem sine skuespilpræstationer. Det gælder også den amerikanske præsident, Barack Obama.
- Robin Williams var en læge, en ånd, en barnepige, en professor, Peter Pan og alt derimellem. Men han var unik og noget helt særligt, siger Obama i en erklæring sammen med sin familie.
De mange titler og professioner, som præsidenten kalder skuespilleren, henviser til flere af Robin Williams' mest populære roller på det store lærred.
- Han kom ind i vores liv som en alien, men er endt med at have rørt os alle dybt, siger Obama og hentyder til rollen som rumvæsnet Mork, der var stjernen i flere tv-serier.
- Han fik os til at grine. Han fik os til at græde. Han delte generøst ud af sit umådelige talent til de, der havde mest brug for det - fra vores udstationerede soldater til de marginaliserede mennesker på vores egne gader. Obama-familien kondolerer over for Robins familie, hans venner og alle dem, der har fundet deres stemme takket være Robin Williams, lyder det fra præsidenten.
Dermed slutter han sig til de sørgende amerikanere, der begræder Robin Williams' død.
Hollywoodstjerner har også udtrykt deres sorg over tabet af den Oscar-vindende skuespiller og komiker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker