Obama sætter slutspurt ind

Det Demokratiske Parti i USA sætter alt ind på at bevare flertallet i Senatet ved tirsdagens midtvejsvalg. Republikanerne er godt på vej til at generobre flertallet i Repræsentanternes Hus.

Præsident Barack Obama har i weekenden ført intens valgkamp i de stater, hvor demokratiske kandidater til Senatet ligger side om side med deres republikanske modstandere.

- Det er helt og aldeles afgørende, at I går ud og stemmer. Valget sætter ikke bare scenen for de næste to år. Det sætter scenen for de næste 10 og 20 år, sagde Obama lørdag aften i sin hjemstat Illinois.

Den demokratiske kandidat til Senatet i Illinois, Alexi Giaunnoulias, er i meningsmålingerne knap tre procentpoint bag sin republikanske modstander. De kæmper om Obamas gamle plads i Senatet.

En meningsmåling søndag foretaget af Washington Post og ABC News viser, at blandt de vælgere, der sandsynligvis vil stemme tirsdag ved valget til Repræsentanternes Hus, har Republikanerne et forspring med 49 procent mod 44 procent til Demokraterne.

Republikanerne skal vinde 39 pladser for at generobre flertallet i Repræsentanternes Hus, der har 435 medlemmer. Kommentatorer og politiske eksperter mener, at det er realistisk.

Hvis Republikanerne kan fastholde fremgangen fra valgkampen, så gætter de på, at partiet kan vinde 50 pladser eller flere. Republikanerne mistede flertallet til Demokraterne ved midtvejsvalget i 2006.

I Senatet med 100 medlemmer behøver Republikanerne 10 nye mandater for at få flertallet. Det vil kræve, at de vinder samtlige stater, der lige nu ligger på vippen. Det er Pennsylvania, Colorado, Illinois, Nevada, Washington, West Virginia og Californien.

/ritzau/

Præsident Barack Obama sætter en slutspurt ind for i det mindste at bevare det demokratiske flertal i det amerikanske senat.

Offentliggjort Sidst opdateret