Obama-sejr sender aktier i plus

Der er positivt nyt til de mange aktieinvestorer efter det amerikanske præsidentvalg. Flere europæiske markeder er åbnet med stigninger efter nyheden om, at Barack Obama får fire år mere i Det Hvide Hus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Euro Stoxx 50 med de største aktier i Europa er gået frem med 0,6 procent, mens DAX-indekset i Frankfurt i Tyskland, Frankrigs CAC-indeks og Storbritanniens FTSE-indeks alle er steget med 0,5 procent.

De asiatiske aktiemarkeder reagerede ligeledes positivt på genvalget af Obama.

Efter en afventende handel dagen igennem gav annonceringen af en valgsejr til Barack Obama fornyet optimisme hos investorerne.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, vendte et minus på 0,5 procent til et plus på 0,1 procent.

I Taiwan gik Taiex-indekset i plus med 0,4 procent. Det førende indeks i Sydkorea, Kospi, vendte et minus på 0,4 procent til et plus på 0,1 procent.

Selvom der er tale om fremgang på aktiemarkederne, er den på ingen måde markant, forklarer Jacob Graven, cheføkonom hos Sydbank.

- Hovedforklaringen er, at det for investorerne er langt mere afgørende, hvordan præsidenten og Kongressen håndterer de kommende ugers økonomiske udfordringer, end hvem der vandt valget, siger han.

USA står lige nu over for store økonomiske udfordringer, forklarer økonomen. Og her er en ny præsident ikke hele løsningen.

- Den store udfordring er den såkaldte "fiscal cliff", der rammer USA ved årsskiftet, hvor en lang række midlertidige skattelettelser og offentlige udgifter udløber.

- Hvis ikke præsidenten og Kongressen kan blive enige om at forny eller forlænge hovedparten af tiltagene, vil finanspolitikken automatisk blive strammet så voldsomt, at USA bliver kastet ud i en ny recession.

- Det vil i givet fald kunne trække hele verdensøkonomien med ned, siger Jacob Graven.

/ritzau/