USA's præsident, Barack Obama, sender mandag en ny advarsel til Libyens leder Muammar Gaddafi. Det sker forud for, at den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, mødes med libyske oppositionsledere i Paris.
- Hr. Gaddafi har mistet sin legitimitet og må træde tilbage, siger Obama i forbindelse med et møde i Det Hvide Hus med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Det er vigtigt, at vi som internationalt samfund taler hårdt imod volden mod civile og sikrer den humanitære indsats, fortsætter han med henvisning til de mange mennesker, der er flygtet fra deres hjem under konflikten i landet.
Den amerikanske præsident gentager også, at verdenssamfundet vil fortsætte med at arbejde hen imod skridt, der kan "stramme løkken" om Gaddafi.
En egentlig beslutning om at gå ind militært og indføre en flyveforbudszone er dog ikke kommet nærmere.
Efter mødet med Obama siger Lars Løkke Rasmussen, at han deler Obamas analyse af, at et indgreb er et potentielt meget vidtrækkende skridt, som kan påvirke hele regionen.
- Det er en udfordring at tage et militært skridt, hvis man ikke er klar til at tage det næste. Hvad hvis et flyveforbud ikke har den ønskede effekt, og man ikke er klar til at tage det næste skridt, siger Løkke.
Og et flyveforbud skal håndhæves, ellers er det bare en tom manifestation, påpeger Løkke:
- Det er ikke nok bare at sætte et skilt op.
Udenrigsminister Clinton er i Paris for at føre samtaler med kolleger fra andre stormagter. Hun skal tirsdag have samtaler med Libyens opposition, oplyser amerikanske embedsmænd.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde