Det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Libyens leder, Muammar Gaddafi, ikke lever op til de krav, det internationale samfund stiller til ham i den resolution, der torsdag aften blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd i New York.
Det understreger USA's præsident, Barack Obama, i en udtalelse.
- Nu har Muammar Gaddafi atter et valg. Den vedtagede resolution har en række krav, der skal opfyldes, siger Obama og fremhæver blandt andet, at våbenhvilen skal overholdes, alle angreb på civile stoppe, og at den humanitære hjælp skal frem til civilbefolkningen.
- Gaddafi skal stoppe sine soldater i at rykke frem mod Benghazi og trække dem tilbage fra Ajdabiyah, Misrata og Zawiyah samt etablere vand-, elektricitets- og gasforsyninger til alle områder, siger Obama.
- Det er ikke noget, der kan forhandles om. Hvis Gaddafi ikke retter sig efter resolutionen, vil det internationale samfund pålægge konsekvenser. Resolutionen vil blive håndhævet gennem militær aktion, fastslår Obama.
Han tilføjer, at hvis Gaddafi får lov at fortsætte uhindret, er der al mulig grund til at tro, at den libyske leder vil begå grusomheder, som kan koste tusinder livet.
Samtidig gjorde præsidenten det helt klart, at USA ikke agter at indsætte soldater på landjorden i Libyen.
- Vi vil ikke bruge magt for at gå videre end det veldefinerede mål, nemlig at beskytte civilbefolkningen i Libyen, siger Obama.
Han oplyser samtidig, at udenrigsminister Hillary Clinton deltager i topmødet om Libyen i Paris lørdag. Her vil hun sammen med flere europæiske ledere og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, drøfte, hvad næste skridt skal være for at implementere FN-resolutionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde