USA's præsident, Barack Obama, har tilsyneladende truffet en endelig beslutning om, at han ikke kommer til København i anledning af Den Internationale Olympiske Komités (IOC) kongres tidligt i oktober.
Obama sagde onsdag ved et olympisk arrangement i Det Hvide Hus, at han er så opslugt af arbejdet med at få gennemført en historisk sundhedsreform, at han ikke kan overskue at tage til København.
IOC skal på mødet vælge, hvilken by der skal være vært for De Olympiske Lege i 2016. Blandt de fire kandidater er Obamas hjemby, Chicago.
- Jeg ville selv fremføre sagen i København, hvis ikke jeg var så stærkt optaget af at omsætte løftet om prisbillig kvalitetssygesikring til alle amerikanere, sagde præsident Obama.
- Men den gode nyhed er, at jeg sender en mere uimodståelig superstjerne til at repræsentere byen og landet, som vi elsker, og det er vores førstedame, sagde Obama om Michelle Obama, som ligeledes kommer fra Chicago og som i sidste uge bekendtgjorde, at hun kommer til København.
De tre andre kandidater til at blive OL-vært i 2016 er Rio de Janeiro, Madrid og Tokyo.
Spaniens kong Juan Carlos har meldt sin ankomst til København, og Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, har sagt, at han også dukker op til IOC-kongressen. Desuden er der forlydender om, at det japanske kejserpar er blevet bedt om at deltage.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker