USA's præsident, Barack Obama, løftede torsdag sløret for sin nye militærstrategi, der indebærer en slankning af landets væbnede styrker.
Over de kommende 10 år skal der ifølge Obamas plan spares 487 milliarder dollar, hvilket svarer til ikke mindre end 2600 milliarder kroner.
Besparelserne på forsvarsområdet kommer i et valgår, hvor Obama stiller op til genvalg, og præsidenten er da også forberedt på angreb fra den republikanske opposition.
Han understreger, at besparelserne vil være begrænsede, og at de ikke ændrer ved, at USA er verdens førende militærmagt.
- Ja, vores militær vil blive slankere, men verden skal vide, at USA vil bevare vores militære overlegenhed med væbnede styrker, der er hurtige, fleksible og klar til at møde alle udfordringer og trusler, siger Obama på en pressekonference i Pentagon.
Planen lægger op til, at USA fremover forbereder sig på mulige udfordringer fra Iran og Kina, mens mulighed for en omfattende indsats på landjorden - som i Irak og Afghanistan - nedtones.
Fremover vil USA have en større militær tilstedeværelse i Asien og i stedet skære ned på antallet af soldater i blandt andet Europa.
Den fornyede fokus på Asien udspringer af en bekymring blandt Pentagons militærstrateger for, at Kinas stigende militære magt fremover kan forhindre USA i at have en tilstrækkelig tilstedeværelse på kontinentet.
Forsvarsminister Leon Panetta, der deltog i pressemødet med præsidenten, siger, at strategien vil betyde en "mindre og slankere" styrke, der vil udvide militærets rolle i Asien og opretholde en stærk militær tilstedeværelse i Mellemøsten.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned