Obama støtter ændringer i våbenlov
USA's præsident, Barack Obama, giver sin støtte til en række tiltag, der skal stramme op på de amerikanske våbenlove.
Han siger, at han accepterer den liste, som vicepræsident Joe Biden har udarbejdet over tiltag, der skal inddæmme vold med skydevåben.
- Hvis der kan tages skridt, som kan redde bare et barn fra det, der skete i Newtown, så bør vi tage dette skridt, sagde Obama på en pressekonference tidligt mandag aften dansk tid i Det Hvide Hus.
Newtown var den by i delstaten Connecticut, hvor en gal ung mand i december åbnede ild i en skole. 26 mennesker blev dræbt under hans massakre, der endte med, at manden begik selvmord. Inden massakren havde han også dræbt sin mor.
Obama var ikke særlig konkret på pressemødet, da han skulle forklare, hvilke våbenkontrolskridt, der kan håndteres administrativt, og hvilke der kræver lovgivning.
- Men der er nogle skridt, vi kan klare rent administrativt, siger Obama og fremhæver, at der vil være indskrænkninger, der nok skal godkendes af Kongressen.
Præsidenten understreger, at han går ind for et forbud mod angrebsvåben, altså for eksempel våben, der automatisk sprøjter kugler ud som en maskinpistol.
Videre siger han, at bedre baggrundstjek af personer, der vil have et våben, måske kan bidrage til at hindre, at personer, der ikke bør have våben, faktisk også får det.
- Det er noget, jeg mener er fornuftigt, siger Obama, der dog erkender, at vicepræsidentens forslag næppe alle går igennem Kongressen.
Han tilføjer, at han senere på ugen vil gå mere i detaljer med forslagene om våbenkontrol.
Hvad angår protester fra våbenejere, siger Obama, at det vil være vanskeligt for dem at argumentere for, at deres forfatningsmæssige rettigheder er blevet krænket.
Biden ventes at præsentere sine forslag tirsdag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker