Obama taler til soldater i Afghanistan

Under et uventet besøg i Afghanistan har USA's præsident, Barack Obama, forsikret de amerikanske soldater i landet om, at de "vil sejre" i deres kamp mod Taliban.

- I er ved at opnå jeres mål. I vil lykkes med jeres opgave, sagde Obama i en tale til 3000 soldater på den amerikanske flybase i Bagram.

- Vi sagde vil ville knække Talibans fremgang. Og det er, hvad vi er i færd med, sagde den amerikanske præsident.

Det er Obamas andet besøg i Afghanistan, siden han blev USA's præsident. Han landede fredag efter mørkets frembrud på flybasen, der ligger nord for hovedstaden Kabul.

Det var planen, at Obama skulle flyve videre til Kabul i helikopter for at mødes med den afghanske præsident, Hamid Karzai.

Den del af besøget er aflyst på grund af dårligt vejr i området. I stedet skal Obama og Karzai tale sammen via en videokonference.

Vigtigste punkt på dagsordenen mellem de to præsidenter er en revidering af USA's fremtidige militære strategi i Afghanistan, som ifølge nyhedsbureauet Reuters vil blive offentliggjort den 13. december.

/ritzau/AFP

Præsident Barack Obama er kommet til Afghanistan for at give de amerikanske soldater et skulderklap.

Offentliggjort Sidst opdateret