Obama: Tiden er inde til en beslutning

Barack Obama, USA's præsident, advarede torsdag sine republikanske modstandere om, at tiden er inde til at nå til enighed i forhandlingerne, der skal afværge en potentiel katastrofal betalingsstandsning i begyndelsen af august.

Efter fem dages forhandlinger med lederne af Kongressen, sagde Obama, at han ikke vil underskrive en kortsigtet løsning og forlangte "den størst mulige aftale" til at nedbringe USA's eksploderende gæld.

- Vi har brug for en konkret plan for at få det her til at køre, siger han.

Torsdagens forhandlinger førte ikke til enighed mellem Demokraterne og Republikanerne om, hvordan de kan tøjle det løbske underskud på budgettet med en aftale, der er vital for at undgå en betalingsstandsning.

- Vi vil formentlig ikke mødes i morgen (fredag, red). Men vi vil i de kommende dage fortsætte diskussionen om, hvordan vi kommer videre, og så må vi se, hvad der sker, siger den republikanske senator Mitch McConnell.

Obama gav lederne af Kongressen 24-36 timer "til at nå til enighed om en vej fremad". Hvis ikke det lykkedes, vil Obama indkalde til forhandlinger i weekenden.

Politikerne skal blive enige om at hæve USA's gældsloft på 14.300 milliarder dollar. Hvis de ikke bliver enige, kan landet ikke betale af på sin gæld eller lønninger til offentligt ansatte fra 2. august.

I et interview før torsdagens forhandlinger advarede Barack Obama Republikanerne mod at spille spil.

- Jeg tror, at det amerikanske folk på et tidspunkt mister tålmodigheden, sagde han til tv-stationen CBS3 i Philadelphia, og advarede om, at det kan ske "hvis de tror, at folk spiller spil og ikke alvorligt forsøger at løse problemerne.

/ritzau/AFP

Det lykkedes heller ikke torsdag for politikerne i Washington at nå en aftale, der kan nedbringe USA's gæld.

Offentliggjort Sidst opdateret