Obama til EU- og Nato-topmøder i Portugal

Den amerikanske præsident, Barack Obama, rejser i midten af november til Portugal, hvor EU og USA holder topmøde i hovedstaden Lissabon.

Obama skal mødes med en række europæiske toppolitikere, heriblandt EU's præsident, Herman Van Rompuy, og kommissionsformand José Manuel Barroso.

Formålet med mødet, som finder sted den 20. november, er ifølge Det Hvide Hus at "bekræfte vores transatlantiske dagsorden, og at fremme vores samarbejde om spørgsmål af fælles interesse".

- USA har ingen stærkere partner end Europa i forhold til at fremme sikkerhed og velstand i verden, hedder det i en erklæring.

- Vores økonomiske forhold er afgørende for global velstand, og vi er enige om at samarbejde for at fremme en stærk og vedvarende vækst i vores økonomier, lyder det.

Umiddelbart inden, den 19.-20. november, deltager den amerikanske præsident i Nato-topmødet, der ligeledes holdes i Lissabon.

På topmødet er der fokus på "Natos fremskridt i Afghanistan og hvordan man sætter nyt liv i alliancen for at møde trusler og udfordringer i det 21. århundrede", lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

- Præsidenten ser frem til at drøfte disse og andre emner med sine 27 allierede kolleger og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, siger Det Hvide Hus.

/ritzau/AFP

I november sætter USA's præsident Obama kurs mod Portugal, hvor han deltager i topmøde med EU's politiske ledere. Inden da har han Nato-topmøde på programmet.

Offentliggjort Sidst opdateret