Obama til kvinderne: Jeg er guf for øjet

De amerikanske vælgere - nok især de kvindelige af slagsen - kan se frem til at opleve deres præsident i en lille udenomsægteskabelig flirt, når han sammen med Fru Michelle tirsdag toner frem på skærmen i talkshowet "The View".

Offentliggjort Sidst opdateret

Showet, der blandt andre har Hollywood-stjernen Whoopi Goldberg blandt de fire kvindelige værter, er især populært blandt kvinder i middelklassen. Og netop hunkøns-vælgerne er svært eftertragtede i den amerikanske valgkamp.

I 2008 var middelklassekvinderne centrale for Barack Obamas valgsejr, og han arbejder hårdt for at overbevise kvinderne endnu en gang. Nu med et glimt i øjet.

Blandt andet var Obama ikke i studiet som sin kones date, men som showets veteran Barbara Walters'. Ifølge Walters selv altså.

- Jeg er blevet fortalt, at jeg bare er med som guf for øjet, lyder det kække svar fra Barack Obama.

Præsidentparret, der optræder sammen i valgkampen for første gang, talte om deres 20-års bryllupsdag, der falder sammen med det første debatmøde mellem Obama og modstanderen Mitt Romney 3. oktober.

- Jeg glemte helt vores første bryllupsdag, erkender Michelle Obama.

- Koldt, siger Obama i sjov.

Obama kunne dog ikke se sig fri for også at blive grillet for svar på mere seriøse emner som økonomi. Under optagelsen spurgte showets republikanske støtte, Elisabeth Hasselbeck, således, om Obama har svigtet middelklassen.

- Alt det, vi har gjort, har været designet til ikke bare at imødekomme den umiddelbare krise, men til at sikre, at middelklassen, som allerede havde kæmpet i et årti før krisen, kan føle sig mere sikker, siger Obama.

- De problemer, der er blevet skabt, kan ikke løses på en nat, tilføjer han.

Demokrater har beskyldt Republikanerne for at "bekrige kvinder", mens Republikanerne på den anden side revser Obama for at have svækket økonomien og fejlet kvinder på arbejdsmarkedet.

/ritzau/Reuters