Efter at være fløjet ind med militærhelikopter tilbragte den amerikanske præsident cirka 10 minutter på den amerikanske grænsepost Camp Bonifas, hvor han talte til en gruppe af cirka 50 soldater i messen.
- I er ved en frihedens grænse. Kontrasten mellem Sydkorea og Nordkorea kunne ikke være mere klar, kunne ikke være større i forhold til frihed og velstand, sagde han.
Obama er på besøg i Sydkorea i forbindelse med et international topmøde om atomsikkerhed og atomterrorisme, som blandt andet også den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager i.
I øjeblikket er Nordkorea og landets nye præsident, Kim Jong-un, på kollisionskurs med den vestlige verden, fordi man arbejder på at sende en raket - med en satellit - ud i rummet.
Og netop som Obama søndag har forladt grænsen, meddeler en talsmand for det sydkoreanske forsvarsministerium, at Nordkorea har fragtet de fleste raketdele til Tongchang-ri i den nordvestlige del af landet, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Raketaffyringen, der er planlagt til næste måned for at fejre 100-året for fødslen af deres afdøde landsfader Kim Il-sung, strider imod en aftale med blandt andet USA om ikke at affyre langdistanceraketter, gennemføre atomprøvesprængninger eller berige uran.
USA har af samme grund truet med at fjerne den nødhjælp, den sultende befolkning i Nordkorea har brug for, og som USA har lovet at levere, mod at Nordkorea overholder sine militære forpligtelser.
Under besøget på Camp Bonifas kiggede Barack Obama i en kikkert og bag skudsikkert glas ind over den fire kilometer brede demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea. Han fik øje på et eller andet og pegede.
På grænsen flagede Nordkorea på halv stang. Det markerede symbolsk 100-dagen for præsident Kim Jong-uns far, Kim Jong-ils, død. Den nye leder er barnebarn af landets stifter, Kim Il-sung.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned