Obama forsøger at skabe et folkeligt pres for en reform af sygesikringen i USA. Han beskylder Republikanerne fra oppositionen for at ty til en skræmmekampagne.
USA's præsident, Barack Obama, beskylder sine modstandere for at iværksætte en skræmmekampagne for at hindre ham i at få gennemført en storstilet reform af sygesikringen.
Obama gik sent tirsdag selv ind i den heftige offentlige debat om at sikre alle amerikanere adgang til sygesikring, da han holdt et forsamlingshusmøde i delstaten New Hampshire for at mobilisere støtte fra græsrødder.
Kongressen er sendt hjem på ferie i august, og politikerne bruger pausen til at appellere til vælgerne om at tage stilling til udkastet til en sundhedsreform.
- Den måde, som politik nogen gange foregår på, er, at folk, der vil bevare ting, som de er, forsøger at skræmme folk fra vid og sans, og de truer med bussemænd, som bare ikke findes i virkeligheden, siger Obama.
Barack Obama forsøger som den første præsident siden 1994 at gennemtvinge en sygesikringsreform, som også tilbyder de 46 millioner amerikanere uden dækning, en ordning, de er i stand til at betale. Han støder på hård modstand fra Republikanerne fra oppositionen, hvoraf nogle stempler tanken som socialisme, og søger derfor at udnytte ferietiden til at skabe et folkeligt pres på politikerne i Kongressen.
Sygesikring og klima har været Obamas to største indenrigspolitiske mærkesager, siden han i januar rykkede ind i Det Hvide Hus.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned