Obama udskifter general

Præsident Barack Obama accepterede onsdag en afskedsbegæring fra general Stanley McChrystal, øverstkommanderende for USA's og Nato's styrker i Afghanistan, efter en række udtalelser denne er kommet med i tidsskriftet Rolling Stone. General McChrystal vil blive erstattet af general David Petraeus.

- Jeg har i dag med beklagelse accepteret general Stanley McChrystals afskedsbegæring, sagde præsident Obama på et pressemøde i haven til Det Hvide Hus.

Obama kom med meddelelsen, efter at han tidligere på dagen havde haft et 30 minutter langt møde i Det Hvide Hus med McChrystal.

General Petraeus er ligesom McChrystal en firestjernet general. Petraeus var øverstkommanderende for USA's og Nato's styrker i Irak fra januar 2007 til september 2008.

/ritzau/Reuters

Præsident Obama udskifter general McChrystal efter udtalelser denne er kommet med til tidsskriftet Rolling Stone.

Offentliggjort Sidst opdateret