USA's præsident, Barack Obama, siger, at han "ikke har nogen intentioner" om at sende amerikanske soldater til Yemen eller Somalia for at bekæmpe islamiske fundamentalister. Udtalelsen kommer i interview med magasinet People, der udkommer fredag.
- Jeg kan aldrig udelukke nogen muligheder i en verden, der er så kompleks... I lande som Yemen og Somalia, tror jeg, at det er mest effektivt at samarbejde med internationale partnere på dette tidspunkt, siger Obama og tilføjer: "Jeg har ingen intentioner om at sende amerikanske soldater på landjorden i disse regioner."
Udmeldingen kommer på trods af den seneste tids debat om al-Qaedas voksende tilstedeværelse i Yemen. Især nigerianeren Umar Farouk Abdulmutallab forsøg på at detonere en underbuksebombe på et amerikansk passagerfly har sat gang i spekulationer om, hvordan USA og det internationale samfund kan forhindre, at Yemen bliver til et nyt Afghanistan.
I interviewet med People forklarer Obama, at han mener, at den afghansk-pakistanske grænse "stadig er al-Qaedas epicenter". Han erkender dog, at gruppen er ved at blive et seriøst problem i Yemen.
USA har lovet at øge sin økonomiske og militære støtte til landet. Yemenitterne har ifølge rapporter også fået hjælp af USA til at gennemføre missilangreb mod al-Qaeda-positioner i landet.
Til trods for Obamas udmelding om ikke at sende soldater til Yemen, så skulle der ifølge flere kilder være stor usikkerhed blandt præsidentens rådgivere i forhold til, om den yemenitiske hær kan klare udfordringen fra militante muslimer på egen hånd.
/ritzau/APF
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet