Obama vælger topadvokat som ny sikkerhedsminister
USA's præsident, Barack Obama, vil fredag nominere den tidligere topadvokat i Pentagon Jeh Johnson som landets nye sikkerhedsminister.
56-årige Johnson skal stå i spidsen for ministeriet for national sikkerhed - Department of Homeland Security - og han overtager posten efter Janet Napolitano, som forlod stillingen tidligere på året.
- Præsidenten vælger Johnson, fordi han er en af de mest kvalificerede og respekterede nationale sikkerhedsledere, der har arbejdet som topadvokat for den største statslige organisation i verden, lyder det fra en amerikansk embedsmand.
Johnson har som Pentagon-advokat haft ansvaret for at foretage juridiske vurderinger af alle militære operationer, som præsidenten eller forsvarsministeren har beordret.
Han har også været involveret i juraen omkring det amerikanske droneprogram, der har til formål at ramme terrorister ved hjælp af de førerløse fly.
Department of Homeland Security er ansvarlig for at beskytte USA mod terror og for operationer, der skal modarbejde terrorisme. Det blev oprettet efter terrorangrebet 11. september 2001.
Ministeriet har også ansvaret for sikkerhedstjenesten Secret Service, USA's grænsekontrol og arbejder desuden med bekæmpelse af naturkatastrofer.
Johnson arbejdede som chefjurist i Forsvarsministeriet under Obamas første embedsperiode.
Senatet skal nu godkende nomineringen af den tidligere Pentagon-jurist.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker