Obama: Vi kan klare os uden Irans olie

Præsidenten opfordrer derfor verdens olieimportører til at droppe importen fra Iran og åbner samtidig op for muligheden for at sanktionere overfor lande, der fortsætter olieforretningerne med landet.

- Jeg vil nøje holde øje med situation for at sikre, at markedet kan fortsætte med at fungere efter en reduktion af køb af olie fra Iran, siger præsidenten i en udtalelse.

Målet med sanktionerne er at lægge pres på Iran for at få landet til at bremse sit atomprogram, som Vesten mistænker for at have til formål at udvikle atomvåben, men som Iran siger er rent civilt.

Udmeldingen forventes at få store konsekvenser for Teheran, da den tvinger virksomheder over hele verden til at vælge mellem samhandel med USA eller at købe iransk olie.

Kort tid før Obamas udmelding sagde Tyrkiets nationale olieselskab Tupras, at det havde reduceret indkøbene af iransk olie med 20 procent.

Hvert halve år er den amerikanske præsident forpligtet til at fastslå, om prisen og adgangen til ikke iransk-olie giver importerende lande mulighed for at skære i deres import fra Iran.

Lande, der importerer olie fra Iran, har ifølge en talsmand fra Det Hvide Hus tre måneder til at begrænse importen for at undgå sanktioner.

Det anspændte forhold mellem Iran og Vesten er i det hele taget eskaleret i den seneste tid.

For nylig har EU strammet sanktioner over for Iran, mens Israel truer med et militært angreb på landet for at forhindre udviklingen af atomvåben.

Det har omvendt fået Iran til at true med at ramme olieeksporten fra Den Persiske Bugt, og det har været medvirkende til, at prisen på olie er skudt i vejret.

/ritzau/Reuters

Foto: Jewel Samad /Scanpix

Præsident Barack Obama fastslår, at der er nok olie på verdensmarkedet til at stramme olie-sanktionerne overfor Iran​​.

Offentliggjort Sidst opdateret