USA's præsident, Barack Obama, fortsætter med at presse olieselskabet BP, der er ansvarlig for den enorme oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf.
Obama kræver nu, at oliegiganten opretter en særlig fond, der skal stå for at betale de mange erstatningskrav fra berørte private og virksomheder, som vil følge i det forurenede kølvand på katastrofen.
- Vi ønsker at sikre, at pengene er klar på en spærret konto til de juridiske sagsanlæg, siger rådgiver i Det Hvide Hus David Axelrod i et interview med NBC.
Flere demokratiske senatorer går ind for, at der indledningsvis sættes 20 milliarder dollar (123 milliarder kroner) ind på kontoen.
Olieudslippet ud for USA's sydøstkyst har nu varet 55 dage, og selvom det delvist er lykkedes BP at standse den udstrømmende olie, så fortsætter den brune masse med at flyde ud i vandet.
Obama, som er blevet kritiseret for ikke at håndtere sagen alvorligt nok, tager mandag og tirsdag på sin fjerde tur til de berørte sydstater. Tirsdag vil han holde en tale for nationen, hvilket han ikke har gjort før.
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf startede 20. april, da Deepwater Horizon blev ramt af en kraftig eksplosion, hvor 11 arbejdere blev dræbt. Siden har mange millioner liter fosset ud i havet og skabt den største oliekatastrofe i USA's historie.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie