USA's præsident, Barack Obama, og lederne for Storbritannien og Frankrig vil beskylde Iran for at have skjult et hemmeligt atomanlæg, siger en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus.
Obama vil komme med en erklæring kl. 14.30 forud for G20-landes topmøde i Pittsburgh.
Det kan øge presset på Iran på et tidspunkt, hvor USA og fem andre stormagter forbereder et forhandlingsmøde med Iran den 1. oktober om Irans kontroversielle atomprogram.
Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) siger, at Iran har afsløret, at det har endnu et anlæg, der kan berige uran. Det skete i et brev til IAEA's generaldirektør, Mohamed ElBaradei, tidligere på ugen.
En højtstående diplomat siger, at Iran har fortalt IAEA, at anlægget er et pilotprojekt, og at det endnu ikke er gået i gang med at producere.
Hidtil har man vidst, at Iran havde ét anlæg til berigelse af uran i Natanz. Det er et underjordisk anlæg, hvor Iran har oplagret beriget uran, og hvor der i øjeblikket er næsten 5000 af de centrifuger, der bruges til at berige uran. Anlægget overvåges dagligt af inspektører fra IAEA.
FN har indført sanktioner mod Iran, fordi landet afviser at indstille berigelsen af uran og for ikke at forklare, hvad dets atomprogram går ud på. Vesten mistænker Iran for at ville udvikle atomvåben i ly af et civilt atomprogram.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker