Obama vil skille sig af med atomvåben

Præsident Barack Obama planlægger at skære kraftigt ned på USA's lagre af atomvåben.

Det oplyser en repræsentant for den amerikanske regering.

En revision af USA's atompolitik vil føre til en betydelig reduktion i lagrene samtidig med, at en stærk og pålidelig afskrækkende funktion bevares, tilføjer embedsmanden, der ønsker at være anonym.

Forsvarsminister Robert Gates skal mødes med Obama sent mandag, og her ventes den nye atomvåbenpolitik at blive præsenteret.

Den nye kurs indebærer, at der for fremtiden vil blive lagt større vægt på afskrækkelse med konventionelle våben, siger embedsmanden.

I april lovede Obama i en tale i Prag at arbejde hen imod en verden uden atomvåben.

Hensigten med at ændre USA's atompolitik er at opmuntre andre magter til at bremse spredningen af atomvåben og i sidste ende at afskaffe dem, siger embedsmanden.

Signalerne fra USA kommer samtidig med, at den amerikanske og den russiske regering er tæt på en aftale om at halvere de to landes atomarsenaler.

/ritzau/AFP

USA's præsident vil fremlægge en plan, som betyder, at atomvåben i fremtiden skal spille en mindre rolle som afskrækkelsesmiddel.

Offentliggjort Sidst opdateret