Obamas chefstrateg skal sikre Cameron ny valgsejr
Storbritanniens premierminister, David Cameron, har hyret den amerikanske præsidents succesfulde kampagnechef forud for det kommende valg i 2015.
Jim Messina skal rådgive Cameron og Det Konservative Parti i strategisk kommunikation - for eksempel hvordan man vinder vælgere via Facebook og Twitter.
- Jeg har længe beundret premierminister Cameron, siger Messina til BBC.
- Jeg vil hverken flytte til London eller styre den daglige politik, men jeg vil tilbyde strategiske kampagneråd op til 2015, tilføjer han.
Messina er demokrat ligesom sin tidligere chef Barack Obama, og han udtænkte den amerikanske præsidents succesfulde valgkampagne i 2012.
Camerons konservative parti har været i en urolig koalition med de midtsøgende Liberale Demokrater siden 2010, og premierministeren vil gerne vinde et decideret flertal, når de britiske vælgere går i stemmeboksen i maj 2015.
Camerons rekruttering af en højt profileret demokrat som Messina er et hårdt slag for Storbritanniens Labour-parti, der traditionelt set har tættere forbindelser til Barack Obamas demokrater.
Labour har i månedsvis haft størst opbakning i meningsmålingerne, men forskellen er blevet indsnævret over de seneste uger. En YouGov-måling fra i fredags gav Labour 40 procent af stemmerne, mens det Konservative Parti fik 34 procent.
Messina er den anden udlænding, som Cameron henter til sit kampagnehold. Premierministeren har også hyret australske Lynton Crosby som sin valgstrateg.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned