Obamas jobpakke vedtaget af Senatet

Med 70 stemmer imod 28 har Senatet i Washington vedtaget en ambitiøs jobplan, der skal skabe flere arbejdspladser i USA. Vedtagelsen af jobpakken til 15 milliarder dollar - 82 milliarder kroner - er en sejr for den amerikanske præsident, Barack Obama.

Jobpakken blev vedtaget med hjælp fra blandt andre 13 republikanske senatorer, der brød partidisciplinen for at støtte den demokratiske Obama. Det er den første betydelige lov, som Senatet har vedtaget med sådan en republikansk opbakning, siden Kongressen blev mere eller mindre låst fast i to partifløje efter indsættelsen af Obama for et år siden.

Pakken kommer på et tidspunkt, hvor mange af præsidentens demokratiske allierede i stigende grad er bekymrede over den nationale arbejdsløshedsrate, der ikke vil ned under 9,7 procent.

Den store arbejdsløshed kan sætte pres på demokraterne op til midtvejsvalget i november, som vil bestemme, hvem der får kontrollen over den amerikanske kongres.

- Dette er en af mange bestræbelser, som vi er nødt til at tage fat på for at løse vores økonomiske udfordringer, og vi vil fortsætte med at arbejde sammen med Kongressen om yderligere jobskabende foranstaltninger, sagde Obama tidligere på ugen i forbindelse med, at pakken blev debatteret i Senatet.

/ritzau/AFP

USA's senat har med støtte fra adskillige republikanske senatorer vedtaget Barack Obamas jobplan.

Offentliggjort Sidst opdateret