Obamas tale til nationen: Våbenofre er med på sidelinjen
Når USA's præsident, Barack Obama, natten til onsdag dansk tid leverer sin årlige tale til nationen, bliver det ikke kun amerikanske politikere, der overværer talen i Kongressen.
Obamas demokratiske partifæller har inviteret en række ofre for våbenvold med til den årlige State of the Union Address, hvor præsidenten giver en status på nationens tilstand og opruller sine politiske planer for det kommende år.
Omkring 20 forskellige pårørende møder op i Kongressen - blandt andre en pige fra Newtown i delstaten Connecticut, hvor 20 børn og seks voksne i december sidste år blev slået ihjel af en skydegal mand på grundskolen Sandy Hook.
Obama har siden massakren foreslået en række stramninger af den amerikanske våbenlov. For eksempel et forbud mod halvautomatiske våben, og det skal nu godkendes i Kongressen, hvor især Republikanerne er imod våbenrestriktioner.
Præsidentens partifæller forsøger at presse skeptikerne i Kongressen til at ændre holdning, selvom magtfulde våbenlobbyister har et solidt greb i de republikanske politikere.
- De skal ikke være bekymret for at gøre det rigtige - heller ikke om de bliver genvalgt, lyder opfordringen fra John Aresta, en af de pårørende, som deltager ved Obamas tale.
Hans samlever, som arbejdede for politiet i New York, blev skudt i 1989, og hans onkel blev dræbt nogle år senere i en massakre på et tog.
Amerikanerne er i besiddelse af 310 millioner skydevåben, og mere end 11.000 mennesker blev i 2010 dræbt på grund af enten rifler, pistoler eller lignende.
Det gør USA til det land i verden, hvor flest mennesker mister livet hvert år på grund af skydevåben.
- Nok er nok. Vi skulle have gjort noget ved det her for flere år siden, siger Jim Tyrell, hvis søster blev dræbt under et væbnet røveri i 2004.
Ingen republikanere har inviteret ofre for våbenvold med til State of the Union-talen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde