Obamas udsending: Vi aner intet om Trumps klimapolitik
Obama-regeringen aner stadig ikke, om den kommende præsident, Donald Trump, vil trække USA ud af klimaaftalen fra Paris. Det siger Obamas særlige klimaudsending, Jonathan Pershing, på FN's klimakonference i Marokko. Her Jonathan Pershing på en konference i Washington i. september. Foto: AP/Cliff Owen
AP/Cliff Owen
Verdens lande venter spændt. Men Donald Trump har endnu ikke tilkendegivet, om han melder USA ud af klimakamp.
Skuffelsen var udtalt blandt de mange pressefolk, der havde håbet på nyt om, hvilken klimapolitik den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, vil føre.
Præsident Barack Obamas særlige klimaudsending, Jonathan Pershing, kunne ikke bidrage, da han mandag holdt pressemøde på FN's klimakonference COP22 i Marrakesh i Marokko.
- Det kan jeg ikke sige noget om. Vi er ikke i kontakt med den kommende præsidents hold, vi ved ikke, hvem de er, eller hvad de vil, sagde han.
Jonathan Pershing afviste gentagne gange at "spekulere i", om Donald Trump vil gøre alvor af truslerne om at trække USA ud af sidste års banebrydende klimaaftale fra Paris eller ud af FN's klimakonvention fra 1992.
- Vi ser frem til møder i de kommende uger med Trumps overgangshold. Men jeg ved ikke, hvornår processen begynder, eller hvem der står i spidsen for den, sagde Obamas udsending.
Jonathan Pershing afviste også at svare præcist på, om USA vil holde sit løfte om at yde tre milliarder dollar (godt 20 milliarder kroner) til klimatilpasning og grøn omstilling i ulandene.
Beløbet indgår i de 100 milliarder dollar årligt, som de rige lande har stillet ulandene i udsigt fra 2020.
- USA har historisk betalt sin gæld og de forpligtelser, vi har påtaget os på dette område, sagde han og tilføjede, at der i fremtiden skal rejses langt større beløb fra private investorer for at sikre klimafinansieringen.
Donald Trump har betegnet klimaforandringerne som et svindelnummer, opfundet af Kina for at svække USA's økonomi.
Han har også lovet at genrejse USA's skrantende kulindustri og sløjfe Obamas regulering af kulkraftværkernes CO2-forurening.
USA's udenrigsminister, John Kerry, ankommer efter planen til Marrakesh for at deltage i årets klimakonference tirsdag og onsdag. Kerry er kendt som engageret fortaler for en ambitiøs klimapolitik.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde