Observatører afviser fusk i genvalget af Ecuadors præsident
Ecuadors genvalgte præsident, Daniel Noboa, vinker fra en balkon i præsidentpaladset tirsdag i landets hovedstad, Quito. Foto: Rodrigo Buendia/Ritzau Scanpix
Valghandlingen var transparent og efter bogen, siger valgobservatører efter anklager om valgsvindel i Ecuador.
Valgobservatører afviser, at der har været valgsvindel under præsidentvalget i Ecuador, hvor den siddende præsident blev genvalgt.
Fra både landets valgkomité og observatører fra EU og OAS lyder det, at valget er gået til på ordentlig vis.
OAS er en sammenslutning af lande i Nord- og Sydamerika.
Efter præsidentvalget søndag sagde valgets taber, Luisa Gonzalez, at hun ikke anerkendte valgresultatet.
Men Daniel Noboas genvalg som præsident i det sydamerikanske land er altså helt efter bogen, slår valgobservatørerne fast.
Valghandlingen har været transparent, siger de.
Nogle timer efter at valgstederne lukkede i Ecuador søndag, meldte valgkomitéen, at Daniel Noboa havde vundet med knap 56 procent af stemmerne.
Luisa Gonzalez fik omvendt lidt over 44 procent af stemmerne.
Befolkningen i Ecuador skulle stemme i en anden runde, fordi der i første runde i februar ikke var nogen kandidater, der fik over halvdelen af stemmerne.
De to med flest stemmer - Noboa og Gonzalez - gik videre til anden valgrunde.
I første runde var det kun omkring 16.000 stemmer, der adskilte dem - en ganske lille procentdel i et land med næsten 18 millioner indbyggere.
Det var derfor forventningen, at det ville blive et meget tæt valg, men sådan endte det altså ikke.
Efter valget sagde Luisa Gonzalez, at hun ville kræve en omtælling, men hun har endnu ikke formelt anmodet om det, oplyser Ecuadors valgkomité.
37-årige Daniel Noboa, der er arving til et bananimperie, blev præsident i 2023.
Han blev valgt af folket til at overtage resten af embedsperioden for præsidenten Guillermo Lasso, som udskrev valg for at undgå en rigsretssag.
En af Noboas store opgaver bliver at få bugt med den omfattende narkokriminalitet, der finder sted i Ecuador, hvor karteller kæmper om de gode smuglerruter, herunder adgang til landets havne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker