Observatorium: 71 dræbt af bombardement af syrisk oprørslomme
Damaskus-forstaden Ghouta er under heftige angreb fra den syriske regering. Foto: Scanpix/Abdulmonam Eassa
Scanpix/Abdulmonam Eassa
Den syriske regerings bombardement af en lomme af oprørsstyrker har dræbt 71 og såret over 300 på et døgn.
Den syriske hærs bombardement af oprørsstyrker i lomme nær hovedstaden Damaskus har dræbt 71 mennesker på et døgn. Derudover er 325 blevet såret.
Sådan lyder en opgørelse fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der er baseret i London.
Lommen i det østlige Ghouta er under oprørsstyrkers kontrol. For at nedkæmpe oprørsgrupperne har den syriske hær angrebet byen med artilleri og luftangreb.
Angrebene er ifølge observatoriet eskaleret søndag aften.
Oprørsgrupperne i området består ifølge nyhedsbureauet AFP af forskellige islamistiske og jihadistiske grupper.
Ifølge AFP ønsker regeringen at komme lommen til livs, da oprørerne har brugt den til at sende morter- og raketangreb mod Damaskus.
Den syriske hær har ikke ønsket at kommentere opgørelsen til nyhedsbureauet Reuters.
I november blussede kampene i området op. Måneden efter begyndte Røde Kors at evakuere kritisk syge fra området.
I alt lever omkring 400.000 mennesker i Østghouta , som er belejret af syriske regeringsstyrker.
Det var også i den forstad, at et giftgasangreb i 2013 kostede hundredvis af mennesker livet. Internationale rapporter har placeret ansvaret for det kemiske angreb hos den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Konflikten i Syrien blev mandag skærpet, da militser tro mod den syriske regering truede med at angribe de tyrkiske styrker, der er gået ind i landet ved Afrin i Syrien.
Det vil i så fald gøre de regeringstro styrker og de kurdiske styrker i området til allierede.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker