OECD: Jordens økosystemer under hårdt pres

Det advarer OECD, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, om i en ny rapport.

- Udsigten er meget mere alarmerende end hidtil beskrevet, hedder det i rapporten, der ser på udviklingen frem til 2050.

Befolkningstilvækst, global opvarmning, øget luftforurening og mange dyrearters uddøen er, hvad der er i vente, lyder OECD's dystre prognose.

- Hvis vi skal brødføde yderligere to milliarder mennesker og samtidig hæve levestandarden for alle, vil det udfordre vores evne til at administrere vore naturressourcer, som alt liv er afhængig af, hedder det i rapporten, der fortsætter:

- Hvis vi ikke klarer dette, får det alvorlige konsekvenser - især for fattige. Og i sidste ende vil det undergrave vækst og udviklingen for fremtidige generationer.

I en tidligere rapport, hvor OECD så frem mod 2030, var udsigterne ikke nær så dystre, hedder det.

OECD skriver, at hvis der gribes ind i dag - det vil sige, at politiske ledere og erhvervsfolk tager sig sammen og handler - er der stadig muligheder for at vende udviklingen i en mere positiv retning og til billigere penge.

Omvendt, hvis der ikke sker noget, kommer mange mennesker til at lide, og det vil koste meget mere at rette op på udviklingen.

OECD skriver, at energiforbruget vil stige med 70 procent frem til 2050. Det vil øge udledningen af drivhusgasser og føre til en global temperaturstigning på mellem tre og seks grader.

FN har som mål, at stigningen begrænses til to grader, og for at nå det, vil det kun koste 0,2 procentpoint af de økonomiske vækst om året, hvis arbejdet sættes i gang i dag.

Inaktivitet vil derimod føre til, at udgifterne til miljøforbedringer kommer til koste 14 procent.

/ritzau/

Presset mod Jordens økosystemer bliver stadigt større og er nu så stort, at levestandarden for kommende generationer er truet og risikerer at blive alvorligt forringet.

Offentliggjort Sidst opdateret