Offensiv Merkel dominerer CDU-kongres
Forbundskansler Angela Merkel langede tirsdag kraftigt ud efter de tyske socialdemokraters (SPD's) økonomiske politik, som, hun mener, vil undergrave store dele af den tyske middelklasse.
- Vi skal ikke spænde ben. Sommetider har jeg det indtryk, at der er nogle medlemmer af oppositionen, der mener, at hver gang nogen har succes, så skal der bare hentes noget mere hos dem, siger Merkel i et udfald mod SPD ved de kristelige demokraters kongres i Hannover.
Fra en position som sit lands mest populære politiker vil den 58-årige Merkel dominere kongressen, og hun ventes senere på dagen at blive genvalgt til partileder med stående ovationer.
En satirisk tegning i Tagesspiegel viste forud for den to dage lange CDU-kongres hele partiets program i skikkelse af Merkel, som blev portrætteret i både højre- og venstreprofil.
- De tyske vælgere er glade for Merkel, fordi de fleste mener, at hun varetager deres interesser over for andre landes behov og ønsker, siger valganalytikeren Gero Neugebauer fra Berlins Frie Universitet.
Andre iagttagere siger, at det er ved at blive et problem for CDU, at der ikke er uenighed og diskussion i partiet, men kun opbakning til Merkel.
- Jeg venter at se en dræbende stilhed udvikle sig i partiet. Partiet må have mere diskussion og indhold, hvis det skal være valgbart, skriver Gerd Langguth i Neue Osnabrücker Zeitung.
Det er også et problem for CDU, at partiets traditionelle alliancepartner, det liberale FDP, kun står til at få fire procent af stemmerne ifølge meningsmålingerne og dermed er under spærregrænsen på fem procent. FDP fik 14,6 procent ved det seneste valg i 2009.
CDU og dets bayerske søsterparti, CSU, står til at få tilsammen 38 procent af stemmerne, hvorved det kan blive tvunget til at arbejde sammen med det socialdemokratiske SPD eller De Grønne.
SPD står aktuelt til at få 28 procent, mens De Grønne står til 14 procent ifølge en måling i ugemagasinet Stern.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned