Officerer flygter fra Libyen

En oberst fra det libyske indenrigsministerium er blandt de soldater, der mandag er ankommet til Tunesien i en båd.

De i alt 19 om bord er flygtet fra Muammar Gaddafis regime, skriver det tunesiske nyhedsbureau TAP. De er sejlet til en havneby i det sydlige Tunesien, oplyser en kilde i det tunesiske sikkerhedsapparat til nyhedsbureauet.

Det fremgår ikke, hvor båden kommer fra, og der er ingen oplysninger om de flygtedes identitet.

I fredags lagde to små både med fem libyske hærofficer og 13 civile til ved den tunesiske havneby El Ketf.

Imens fortsætter Gaddafis styrker angrebene på oprørerne i Libyen .

En talsmand for oprørerne siger, at 17 blev dræbt søndag i byen Mistrata under de vedvarende granatangreb.

Mistrata, der er landets tredjestørste by, har været under belejring i syv uger. Flere hundrede mennesker formodes at være dræbt.

Flere tusinde udenlandske arbejdere er strandet i byen, men mandag lykkedes det næsten 1000 at slippe væk om bord på et skib, der var charteret af den internationale organisation IOM.

Skibet havde medbragt 500 ton mad og medicin til byens nødlidende borgere.

/ritzau/Reuters

Flere libyske officerer flygter til Tunesien. Imens fortsætter de heftige angreb på oprørere i byen Mistrata.

Offentliggjort Sidst opdateret