Officielt: Snowden søger midlertidigt asyl i Rusland

De russiske migrationsmyndigheder har modtaget en asylansøgning fra den tidligere amerikanske efterretningsmand Edward Snowden. Det bekræfter myndighedens leder, Konstantin Romodanovskij, over for nyhedsbureauet Itar-Tass.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere tirsdag fortalte Snowdens russiske advokat Anatolij Kutjerena, at whistlebloweren har sendt en ansøgning om midlertidigt asyl, hvilket altså nu bekræftes fra officielt hold.

- Ja, vi har modtaget hans ansøgning, siger Konstantin Romodanovskij.

Ansøgningen skal nu behandles, hvilket vil ske inden for de kommende tre måneder, skriver nyhedsbureauet dpa.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, vil ikke blive inddraget i beslutningsprocessen om Snowdens mulige fremtid i Rusland, understreger præsidentens talsmand, Dmitrij Peskov.

- Hvis vi taler om midlertidigt asyl, er det ikke et område for præsidenten, men for migrationsmyndighederne, siger han.

Edward Snowden har ifølge nyhedsbureauet AFP i de seneste dage diskuteret sin situation med sin advokat, der har sat den spionsigtede tidligere efterretningsmand ind i russisk lovgivning.

Det er Snowdens ønske til syvende og sidst at rejse til Latinamerika, oplyser han via Anatolij Kutjerena.

Snowden er efter sine afsløringer om det omfattende amerikanske overvågningsprogram Prism eftersøgt af USA, som har sigtet ham for spionage, tyveri og "konvertering af statens ejendom".

Han tog flugten til Hongkong og efterfølgende til Rusland, hvor han har befundet sig i den internationale lufthavn i Moskva siden den 23. juni.

Venezuela, Bolivia og Nicaragua har indikeret, at de gerne vil modtage Edward Snowden, men den spionsigtede efterretningsmand har endnu ikke følt sig tryg nok til at bevæge sig væk fra den internationale lufthavn i Moskva og mangler desuden legale rejsepapirer.

Og selvom Putin ikke er en del af beslutningen om midlertidigt asyl til Snowden, har han tidligere givet sit besyv på sagen.

Han afviser ikke, at amerikaneren kan få midlertidig asyl i Rusland, men det kræver, at Snowden stopper med at lække oplysninger, der kan skade USA.

- Vi har visse forbindelser til USA. Vi ønsker ikke gennem disse aktiviteter at ødelægge vores bånd til amerikanerne, siger Vladimir Putin.

Snowdens afsløringer om amerikansk overvågning er blevet bragt i aviserne The Guardian, Washington Post samt det tyske ugemagasin Der Spiegel.

/ritzau/Reuters