Ofre for Hamas-angreb i Israel kræver milliarder fra diktaturer

Ofrene for angrebet 7. oktober blev for nylig mindet på musikfestivalen Nova i Israel. Festivalen var et af de steder, der blev angrebet af Hamas, da festivalen blev afholdt i oktober. Foto: Gil Cohen-Magen/Ritzau Scanpix

Iran, Syrien og Nordkorea skal betale erstatning, fordi de har støttet Hamas, mener ofre for angreb på Israel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere end 100 ofre og pårørende til ofre for Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år har sagsøgt Iran, Syrien og Nordkorea ved en føderal domstol i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Sagsøgerne anklager landene for at støtte Hamas og kræver mindst fire milliarder dollar - cirka 28 milliarder kroner - i godtgørelse.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen er anlagt på vegne af ofrene af den amerikanske jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League, ADL.

Organisationen beskylder Syrien, Iran og Nordkorea for at støtte den militante palæstinensiske bevægelse økonomisk, militært og taktisk.

- Iran er verdens førende statslige sponsor for antisemitisme og terror - sammen med Syrien og Nordkorea.

- De skal holdes ansvarlige for deres rolle i det største antisemitiske angreb siden holocaust, siger direktøren for ADL, Jonathan Greenblatt, i en udtalelse.

Ved angrebet på Israel 7. oktober blev 252 personer taget som gidsler af Hamas og ført ind i Gaza. Derudover blev cirka 1200 personer dræbt.

Ifølge Reuters er der inden den aktuelle sag allerede rejst flere søgsmål mod Iran som følge af Hamas' angreb på Israel.

Iran anses for at være en af Hamas' vigtigste støtter - hvis ikke den største.

Landet støtter også Hizbollah-bevægelsen i Libanon.

Hvorvidt der er en reel mulighed for, at sagen mod Iran, Syrien og Nordkorea fører til det ønskede udfald for sagsøgerne, er uklart.

Flere tidligere sager i USA, hvor stater er blevet anklaget for statssponsoreret terrorisme, er blevet ignoreret af de sagsøgte stater, skriver Reuters.

Ofrene har dog alligevel mulighed for at få oprejsning.

Således håber sagsøgerne at kunne hente penge fra en statslig fond for amerikanske ofre for statssponsoreret terrorisme.

Fonden blev etableret af den amerikanske kongres i 2015 for at kompensere borgere, som har vundet sagsanlæg i sager om terror udført eller finansieret af fremmede stater.

Blandt ofrene for Hamas' angreb var både israelere, amerikanere og andre udlændinge.

/ritzau/